Stevns kommune kontakter børnefamilierne

Date: 26. marts 2020
Vi er midt i en coronatid, og det har betydet en stor omvæltning i hverdagen for de fleste børnefamilier. Derfor vil personale fra Stevns Kommunes dagtilbud fra på fredag ringe til familierne en gang om ugen for at høre, hvordan det går.

Også lærerne på stevnsskolerne vil være i ugentlig telefonkontakt med forældrene til de mindre skole-børn i 0. til 6. klasse. For de større skoleelever fra 7. klasse og op vil kontakten pr. telefon eller videomøde være direkte mellem elev og lærer og foregå en gang om ugen eller oftere, alt efter behov.

'Danmark og Stevns er i coronaberedskab, og det sætter spor overalt, og vil være noget, vi kommer til at huske og tale om i lang tid frem. Både i forhold til sjove historier om dengang, vi var sammen i familierne og skolen på en anden måde, men også i forhold til at tænke tilbage på en tid, hvor der var meget usikkerhed, og vi ikke helt kunne vide, hvad morgendagen bragte. Det sidste kan godt skabe utryghed for børn, og det vil vi gerne hjælpe familierne med', fortæller borgmester Anette Mortensen.

Steen S. Hansen, formand for Børn, Unge og Læring bakker op:

'Der er ikke meget, som ligner sig selv og fungerer som normalt lige for tiden. Måske skal barnet passes i daginstitution, hvor hverdagen slet ikke ligner sig selv. Eller måske går den ene eller begge forældre hjemme og skal passe deres arbejde alt imens, de også skal tage vare på deres børn. I skolen er undervisningen blevet vendt på hovedet fra den ene dag til den anden, så eleverne nu undervises hjemmefra. Her er der også brug for dialog mellem skolen og den enkelte familie eller elev om, hvordan det fungerer med undervisningen i de nye rammer'. 

Kontakten er en naturlig fortsættelse af den dagligdags kontakt, der er normalt, når barnet afleveres eller hentes, og mellem elev/forældre og skolens lærere.

Stevns Kommune sætter en pædagog eller dagplejer, som kender det enkelte barn, til at kontakte familien en gang om ugen for at høre, hvordan det går. De kan give sparring, tips og tricks til, hvordan man kan få hverdagen til at fungere på bedst mulig vis imens verden er forandret. I folkeskolerne er det klassens kontaktlærer, som kontakter familie eller elev for en snak om hjemmeundervisningen og andre forhold omkring eleven.

Kontakt

Anette Mortensen
Borgmester
Tlf.: 56 57 50 10
Mobil: 22 94 04 33
Steen S. Hansen
Formand
Børn, unge og læring
Mobil: 31 51 37 79

Sidst opdateret

26.03.2020